Andet kvartal var præget af mildt vejr uden de store ekstremer, og det kan ses på forsikringskoncernen Alm. Brands halvårsregnskab.

Det viser et resultat efter skat på 508 millioner kroner, hvilket er noget bedre end det plus på 323 millioner kroner, der blev realiseret i samme periode sidste år.

Resultatet er da også noget bedre end forventet, og derfor har selskabets ledelse valgt at hæve sit skøn for årets samlede resultat med 100 millioner kroner.

- Regnskabet for 2. kvartal understreger koncernens robusthed med en tilfredsstillende privat- og erhvervsforretning, der begge bidrager til den positive udvikling, siger administrerende direktør Rasmus Werner Nielsen.

Forsikringsselskabers bundlinje udgøres typisk af to overskud: det forsikringstekniske og investeringsafkastet.

Det forsikringstekniske resultat beregnes udelukkende ved at medregne indtægter og udgifter, der er direkte forbundet til forsikringsforretningen.

Investeringsafkastet er et resultat af de investeringer, som selskabet foretager.

Alm. Brands forsikringsresultat lød i første halvår på 857 millioner kroner, mens investeringsafkastet udgjorde 198 millioner kroner.

Alm. Brand-koncernen forventer et forsikringsresultat i år på mellem 1,6 og 1,8 milliarder kroner og et investeringsresultat i samme periode på 250 millioner kroner.

Alm. Brand Group er Danmarks næststørste forsikringsselskab og har skadeforsikring som sit kerneområde. Koncernen ejer foruden Alm. Brand også Privatsikring og Codan, som blev opkøbt i 2021.

Selskabet er børsnoteret på Københavns Fondsbørs. Største aktionær er foreningen Alm. Brand af 1792, som består af koncernens omkring 700.000 kunder.

Alm. Brand har tidligere også drevet både bank og pensionsselskab. Bankdelen blev solgt fra til Sydbank i 2020, og pensionsaktiviteterne blev solgt i 2021.

/ritzau/

Man skal være optimistisk anlagt, hvis man trækker Skatteministeriet i retten.

Nye tal viser, at ministeriet vinder over borgeren i 92 ud af 100 sager.

Sådan var det i 2024, da alle sager var talt op på tværs af alle tre instanser: byret, landsret og Højesteret.

»Det er David mod Goliat,« lyder det enslydende fra juraprofessorerne Frederik Waage og Michael Gøtze.

I 2023 var medholdsprocenten på 93 procent i ministeriets favør. De foregående år var billedet nogenlunde det samme.

»Det er et virkelig højt tal. Der er tale om meget ulige forhold, når borgeren må gå hjem som taber i ni ud af ti sager,« siger Michael Gøtze, Københavns Universitet.

Han mener, at det er »et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis ikke borgeren har et sted at gå hen med sin sag, fordi kampen rent juridisk synes at være tabt på forhånd«.

Ifølge tidligere Venstre-skatteminister Karsten Lauritzen er uligheden indbygget i retssagerne fra begyndelsen af.

»Når Skatteministeriet vinder ni ud af ti sager, skyldes det ikke, at Kammeradvokaten er et juridisk supervåben, men at Skatteministeriet har ubegrænsede ressourcer og en slags insiderviden om egne regler og processer. Det kan ingen private borgere matche,« siger Karsten Lauritzen, nu direktør for interesseorganisationen Danske Advokater.

Kammeradvokaten er Skatteministeriets faste advokat.

Også ekspertgruppen, der i december kom med anbefalinger til et muligt opgør med kammeradvokatordningen, er faldet over den høje medholdsprocent i statens favør, fordi det skæpper godt i statskassen, når Skatteministeriet næsten altid får ret.

Retssikkerhed har ekspertgruppen ikke beskæftiget sig med.

Domstolene tøver med at udfordre Skat

Ifølge juraprofessorerne Frederik Waage og Michael Gøtze, der begge har arbejdet som dommere, er borgerne imidlertid også af andre grunde bagud på point, når de står ansigt til ansigt med Skatteministeriet og Kammeradvokaten i retten.

Domstolene er ifølge de to professorer som udgangspunkt tilbageholdende med at udfordre staten.

»Staten kommer med en vis troværdighed og et stort vidensoverskud. Det er en indarbejdet del af dommerjobbet, at man i vidt omfang har respekt for myndighedernes skøn,« siger Michael Gøtze.

»Hvis det ser fornuftigt ud, så giver man medhold. Der skal virkelig noget til, før at en domstol vil gøre sig klogere end en myndighed,« siger han.

Ifølge Michael Gøtze gælder den tankegang især skattemyndigheder.

»Kammeradvokaten inviterer helt standardmæssigt i retten også til, at domstolen klapper hesten og tager den forsigtige vej, hvad der er til myndighedens fordel,« siger Michael Gøtze.

Hvor langt domstolene kan være villige til at gå, illustrerer en skattesag, som Berlingske omtalte i 2021.

Skat havde truffet en afgørelse med tilbagevirkende kraft, og både ægteparrets og Skatteministeriets advokat var enige om, at afgørelsen »savnede lovhjemmel« og var ugyldig.

Alligevel nåede dommerne i Retten i Svendborg frem til, at afgørelsen var gyldig. Dommerne begrundede det med, at det offentlige må formodes at træffe »mangelfri« afgørelser.

»Borgeren er oftest bagud fra start«

Ifølge Frederik Waage er »det meget op ad bakke« for borgerne i retten i skattesager, fordi der typisk ligger en afgørelse fra skattemyndighederne og Landsskatteretten.

Han peger på, at mens få dommere har en skattefaglig baggrund, så er det tilfældet for dommerne i Landsskatteretten

Derfor er det ifølge Frederik Waage »meget naturligt, at der skal noget til, før at man som almindelig dommer vælter deres afgørelse«, og det betyder, at man som borger »er bagud på point«.

»Det er en af de væsentligste årsager til, at borgerne i så stort omfang taber til Skatteministeriet,« siger Frederik Waage.

Ifølge Frederik Waage skaber dommernes manglende ekspertise på skatteområdet et afhængighedsforhold til Kammeradvokaten.

Det skyldes, forklarer han, at dommerne i skattesager i høj grad støtter sig til Kammeradvokatens processkrifter, fordi de er så gennemarbejdede.

»Min erfaring fra domsskrivning i landsretten var, at Kammeradvokatens indlæg ofte var afgørende for, at man overhovedet kunne skrive en ordentlig dom,« siger han og tilføjer.

»Dermed ikke sagt, at det er umuligt for borgeren at trænge igennem med argumenter. Borgeren er oftest bare bagud fra start.«

Kan være gift for borgerne

Ifølge Michael Gøtze er Skatteministeriet formentlig den myndighed, som det er sværest at vinde over.

Særligt i byretten, hvor hovedparten af skattesagerne starter – og for en stor dels vedkommende – også slutter.

»En mere strukturel forklaring kan være, at sagerne oftest begynder i byretterne. De er travle, og de er generalister. De skal kunne det hele.«

»Kombinationen af, at staten har en meget stærk advokat i form af Kammeradvokaten, og at byretterne skal håndtere alle slags sager, kan godt være gift for borgerne,« siger Michael Gøtze.

I 2021 viste en optælling, at Skatteministeriet siden 2014 havde vundet over borgerne i 89 procent af byretssagerne.

Advokatrådets skatteudvalg foreslog derfor, at skattesager samles på få byretter for at få »et skattefagligt miljø«.

»En forkert og forsimplet analyse«

Dommerforeningens formand, Mette Lyster Knudsen, er »på ingen måde enig i, at der skabes et afhængighedsforhold til Kammeradvokaten«.

Hun kan ikke genkende hverken beskrivelsen af betydningen af Kammeradvokatens indlæg i sagerne, eller at sagernes udfald i byretterne skulle have sammenhæng med travlhed eller det forhold, at danske dommere som udgangspunkt er generalister.

Hun kalder det »en forkert og forsimplet analyse« og peger på, at borgeren typisk også er repræsenteret af en advokat med speciale i skattesager.

Den manglende specialisering er ifølge Mette Lyster »ikke uden videre udtryk for, at afgørelserne er forkerte, eller at man ville få andre afgørelser, hvis der var tale om en højere grad af specialisering.«

Netop specialisering er et tema for det såkaldte strukturudvalg, hvor blandt andet Advokatrådet er repræsenteret, påpeger hun.

»Jeg vil derfor tage diskussionen om specialisering i udvalget,« skriver Mette Lyster Knudsen.

»Hvis man ønsker at pelse skatteborgerne«

Ekspertgruppen, der sidste år kom med en række anbefalinger til et muligt opgør med kammeradvokatordningen, nævner blandt risikofaktorerne, at den høje medholdsprocent til Skatteministeriet kan falde.

Det kan udløse et provenutab for staten, hvis niveauet af den juridiske bistand falder ved en udskiftning af Kammeradvokaten med et andet advokatfirma, eller hvis statens selv skal gå i retten.

»Det vil jeg se som noget positivt (altså et tab af provenu, red.),« siger Karsten Lauritzen.

»Hvis man ønsker et samfund, hvor man pelser skatteborgerne, kan der godt være en business case for staten i at hyre advokater – også i større omfang, end man gør i dag. Men man får et samfund, hvor man undergraver tilliden til sig selv, hvis man bøjer sig ned efter den sidste femogtyveøre.«

Han mener, at Skatteministeriet skal hjemtage – altså overtage – en væsentlig del af sagsførelsen ved domstolene fra Kammeradvokaten, frem for at give opgaven til et andet privat advokatfirma.

Det ville – set med hans øjne – formentlig kunne ændre medholdsprocenten i borgernes favør.

»Uanset hvilken ekstern advokat, staten måtte hyre til at føre sine skattesager, kommer der jo et kommercielt hensyn i deres juridiske vurdering. Det kommercielle hensyn ville man ikke have, hvis man selv førte sagerne,« siger Karsten Lauritzen.

»En grov anklage«

Hos Kammeradvokaten svarer managing partner, Jens Bødtcher-Hansen, kontant igen på kritikken.

I en e-mail skriver han, at det »ikke handler om at pelse nogen, men om at sikre, at ingen slipper billigere end andre til skade for fællesskabet«.

»Den høje medholdsprocent vidner netop om, at skattekravene har været berettigede. Ville det ikke være mere retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, hvis Skatteministeriet tabte alle deres sager,« skriver Jens Bødtcher-Hansen.

Han kalder det »en grov anklage« mod Kammeradvokaten og advokatfirmaer, at de tager »kommercielle hensyn i sagsførelsen«.

»Det strider imod de pligter, vi som advokater har til at være loyale og sandfærdige overfor klienten, når vi vurderer, om klienten kan få medhold eller ej. Denne rådgivning må netop ikke bero på, om advokaten kan tjene penge på det, sådan som Karsten Lauritzens udtalelse vel må forstås,« skriver Jens Bødtcher-Hansen.

Flere skatteborgere stævner ministeriet

Trods de pauvre udsigter til at gå af med sejren, hvis man trækker Skatteministeriet i retten, er der ikke desto mindre et voksende antal skatteborgere, der gør forsøget.

I 2024 stævnede over 450 borgere eller virksomheder Skatteministeriet. Det er 60 procent flere end i 2021, viser tal fra Skatteministeriet.

At skatteborgerne overhovedet ulejliger sig med at trække Skatteministeriet i retten, tilskriver juraprofessor Frederik Waage navnlig den ordning for omkostningsgodtgørelse, der er i skattesager.

Det betyder, at borgerne får dækket halvdelen af deres advokatudgifter, hvis de taber.

Dermed er de stillet bedre end i sager, hvor borgeren har fået fri proces.

Michael Gøtze har et andet bud på, hvorfor flere skatteborgere går rettens vej for at forsøge at få ret.

»Det kan skyldes, at tilliden til skattemyndighederne er dalende. Bare se på ejendomsvurderingerne. Man sidder tilbage med et billede af, at der bliver begået noget ordentlige skæverter. Skat betyder meget for mange borgere, og føler man sig uretfærdigt behandlet, så man tager kampen op,« siger Michael Gøtze.

Berlingske har forelagt kritikken for Skatteministeriet. Ministeren har på grund af ferie ikke mulighed for at kommentere kritikken.

Fra jorden kunne man ikke se det.

Men da det elektrisk drevne fly torsdag for første gang landede i Københavns Lufthavn, var det med en særlig gestus, tegnet under maskinen fra den amerikanske producent, Beta Technologies.

Et lille hjerte. 

Adspurgt, om hjertet havde nogen relation til Donald Trump og relationen mellem EU og USA, svarede selskabets omsætningsdirektør, Shawn Hall:

»Det er ment som en gestus til hele Europa om, at vi er glade for at være her«.

Selvom de kommer fra USA, kommer de med fred – må man forstå. 

Det foregik altså med fred og fordragelighed og uden den – for nogle – grimme lugt af brændstof, da det lille testfly, let som en fjer, landede ved Wilhelm Lauritzen-terminalen i Københavns Lufthavn. 

Ingen larmende flymotorer – kun en lille propel og et opladet batteri havde drevet flyet fra Sønderborg til København, hvor flyentusiaster og andre interesserede var mødt op.

»Det er ganske småt – kun med fem sæder, men det er ikke svært at se for sig, at det pludselig kommer med 60 sæder,« sagde den administrerende direktør for Københavns Lufthavn, Christian Poulsen, der, synligt begejstret over det lille fly, efter eget udsagn har »kigget ind i fremtiden«. 

Ambitioner med lange udsigter

Inden det var nået til København, havde det været på en eldrevet rejse gennem Europa. Sidste stop inden København var i Sønderborg. 

Således havde det fløjet 200 kilometer i ét stræk og skulle ende i Norge, der er væsentligt længere fremme med satsningen på emissionsfrie fly. Her skal det indgå i testflyvninger mellem Stavanger og Bergen for CO₂-frie fly.

Det var da heller ikke kun værten selv, altså Københavns Lufthavn med Christian Poulsen i spidsen, der var begejstret over besøget fra USA.

Også transportminister Thomas Danielsen (V) havde fundet tid. Ifølge ham er det eldrevne fly en »potentielt lille revolution« for den måde, vi rejser på i Danmark.

»Jeg tror på elfly, mere, end mange andre gør. Jeg har fulgt det i nogle år nu, og jeg kan se, at det i hvert fald rummer potentiale for noget, der er meget stort. De koster jo stort set ingenting at flyve med. Og helt lavpraktisk, hvorfor skulle elfly ikke overraske positivt, ligesom elbiler og ellastbiler?,« lød det.

Ifølge ministeren har elflyet, der blev fremvist torsdag, en timepris på omkring 17 dollar – eller 108 kroner – for opladning, mens brændstofprisen for et traditionelt fly er 350 dollar – svarende til 2230 kroner.

Adspurgt, hvorfor man med den store begejstring ikke har indskrevet visionerne for de elektriske fly i regeringens grønne luftfartsplan fra 2023, sagde Thomas Danielsen:

»Det vil ikke rigtig give mening at lave udbud til noget, der ikke er kommercielt godkendt, men det skal helt sikkert være med elfly for øje i næste rul. Vi er optaget af nulemissionsflyvninger og ikke så meget af, hvilken teknologi, det er«.

I 2023 indgik regeringen sammen med SF og Enhedslisten aftalen Grøn luftfart. Ambitionen var, at der i 2025 skulle oprettes en indenrigsrute med et fly, der udelukkende fløj på grønt brændstof.

Desuden skal al indenrigsflyvning efter planen være med bæredygtig brændstof inden 2030.

Finansieringen sker gennem passagerafgiften, der har været gældende fra 1. januar i år. 

Det har imidlertid været sværere end som så at få de nødvendige tilladelser til at flyve udelukkende på det grønne brændstof. Derfor så aftalepartierne i foråret sig nødsaget til at skrotte planerne og lave en ny: To fly med 50 procent grønt brændstof. 

Ræsonnementet er, at to fly på 50 procent grønt brændstof udgør den samme klimabesparelse som ét fly på 100 procent grønt brændstof. Både brændstoffet og ræsonnementet er imidlertid blevet kritiseret fra flere sider. 

Indtil videre er flyene stadig i udbud og vil være det frem til 2026 – med mulighed for forlængelse til 2027, hvis ingen springer på.

Næste trin i regeringens grønne luftfartsaftale kommer ifølge ministeren engang i 2027. Han vil dog ikke låse sig fast på, at elektriske fly vil være en del af dette trin.

Til gengæld underskrev han sammen med Sverige og Norge i 2024 en hensigtserklæring om at fremme udviklingen af elektriske fly i Norden. 

Golfudstyr og patienter

Der kan således stadig være lange udsigter til, at man som passager kan sætte sig i et elektrisk fly magen til testversionen fra Beta Technologies og flyve fra København til Bornholm.

Alligevel ser Shawn Hall allerede for sig, hvem det er, der skal gøre brug af den endelige version af flyet, magen til det på landingsbanen i København.

»Den her version er ment til at blive solgt til andre virksomheder. Vores eksempel på kunder er UPS, der vil bruge det til logistik- og fragtløsninger. Vi har også medicinske kunder, som dybest set bruger det som en erstatning for helikoptere. Så bruger de den til at bringe patienter til hospitalet,« forklarer han.

Denne version af flyet kan transportere lidt over 560 kilo gods, og derfor vil der i passagerversionen af flyet med to ekstra store vinduer på siden også være plads til golfudstyr, ski »og hvad man ellers tager med sig«, lyder det fra Shawn Hall.

Således markerede dagen de store ambitioner mellem allierede i kampen mod emissioner. 

Hvad elflyet mere bærer med sig ud over det symbolske hjerte, må tiden vise.

9,9 milliarder kroner. 

Så meget kostede nye EU-regler danske virksomheder sidste år. Nu vil erhvervsminister Morten Bødskov (S) stoppe de blinde og ukendte regninger fra EU med en ny metode, der skal ændre hele EUs måde at lave regler på.

Et tre sider langt dokument, som hidtil mest har cirkuleret mellem regeringerne i København, Warszawa og Nicosia, er udset til at være den danske regerings hemmelige våben mod ny byrdefuld EU-regulering under det danske EU-formandskab.

Og hvis det står til erhvervsministeren, så skal aftalen mellem den polske, danske og cypriotiske regering, forvandles til fast praksis ved al ny regulering fra EU, som påvirker virksomheder eller forbrugere. 

Der mangler ikke eksempler. 

Den bæredygtighedsrapport, som også er gået under forkortelsen CSRD, havde, indtil EU for nogle måneder siden begyndte at pille den fra hinanden, engangsomkostninger for danske virksomheder på i alt 10,5 milliarder kroner og årlige omkostninger på 7,5 milliarder kroner.

EUs datalovgivning, som er lidt ældre, med den mere kendte forkortelse gdpr koster ifølge analyser fra Dansk Industri de danske virksomheder mellem 5 og 11 milliarder kroner årligt.

»Vi er nødt til at få fat om den tiger. Der er kun en vej, og det er at indføre en ny metode til at håndtere spørgsmålet om de økonomiske konsekvenser af EUs regler og love,« siger erhvervsminister Morten Bødskov, som i disse dage er i Bruxelles som en del af Danmarks formandskab for EU, hvor han deltager i både parlamentshøringer og en stribe andre møder for at få sat gang i arbejdet under det danske formandskab.

Det er på torsdag, at Bødskov for alvor vil begynde arbejdet med at forvandle det papir, som EUs tidligere formandskab Polen, EUs nuværende danske EU-formandskab og det kommende cypriotiske formandskab står bag, til håndfast praksis i EU – også på længere sigt

Draghi-rapport og Omnibus baner vejen

Dokumentet vokser direkte ud af Draghi-rapporten fra september sidste år, hvor den tidligere italienske premierminister og tidligere ECB-chef Mario Draghi præsenterede en dyster analyse af EUs økonomiske fremtid.

Under kommissionsformand Ursula von der Leyen er Draghi-rapporten siden forvandlet til en ambitiøs og omfattende europæisk handlingsplan, den såkaldte Omnibus, der skal få EU-reglerne til at fungere langt bedre og markant styrke EUs konkurrenceevne. 

Målet med papiret fra Bødskov og hans polske og cypriotiske kolleger er netop eksplicit både at reducere byrder og at øge EUs konkurrenceevne i tråd med Draghi-rapporten.

Blandt de konkrete forslag i papiret fra Bødskov og hans kolleger er, at Europa-Kommissionen i langt højere grad skal foretage nationale analyser af omkostningerne ved EU-lovgivning frem for som i dag kun at se på, hvad reguleringen koster på tværs af EU. 

I Danmark var det Erhvervsstyrelsen og altså ikke EU, som stod bag analysen af omkostningerne ved bæredygtighedsrapporteringen, mens det især har været interesseorganisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv, der har forsøgt at regne på konsekvenserne af eksempelvis datalovgivningen.

Papiret lægger desuden op til, at det europæiske konkurrenceevneråd, COMPET, og dets forskellige arbejdsgrupper får mere end en halv dag til at vurdere ny EU-lovgivning, ligesom dokumentet vil have de erhvervsøkonomiske beregninger opdateret senere i EUs lovgivningsproces.

De tre regeringer, som også kaldes EUs rullende formandskab, ønsker med det fælles dokument også at øge antallet af konsekvensberegninger fra Europa-Kommissionen, og at Kommissionen skal forklare sig, hvis der fra konkurrenceevnerådet rejses kritik af manglende beregninger. 

Desuden rejses der krav om erhvervsøkonomiske konsekvensberegninger, når EU-lovgivning ændres væsentligt. Det kommer heller ikke automatisk i dag. 

»Det er afgørende, at vi laver om i vores måde at gøre tingene på. I dag kan vi se, at når vi modtager et forslag fra Kommissionen, er det kun halvdelen af dem, hvor der er lavet erhvervsøkonomiske vurderinger. Derfor er det ikke for meget at bede om, at lovgivningen bliver vurderet i detaljen. Vurderingerne skal også være meget mere præcise,« siger Morten Bødskov.

At bede Europa-Kommissionen om at lave skøn for de nationale omkostninger af europæisk lovgivning er naturligvis at bede om, at det europæiske bureaukrati vokser sig større. Her ligger ironien.

Heroverfor står hensynet til, at konsekvenserne af europæisk lovgivning bliver langt tydeligere for de nationale politiske systemer, borgerne og virksomhederne. 

Først den ene vej og så den anden vej

I tilfældet med bæredygtighedsrapporten blev CSRD-direktivet oprindelig endelig vedtaget i 2023, og så i 2025 trykkede EU på panikknappen i lyset af kritikken fra erhvervslivet og Draghi-rapporten. At EU-landene så i øvrigt gennemfører direktiver i et forskelligt tempo, så nogen lande som Danmark har betalt startomkostningerne ved bæredygtighedsrapporteringen, mens andre ikke har, gør bare hele situationen endnu mere uholdbar.

Morten Bødskov siger i dag, at den danske regering skal stræbe efter at implementere EU-love på en måde, så virksomhederne kan håndtere omkostningerne.

»Vores klare udgangspunkt er minimumsimplementering. Det nye er, at vi på nogle områder, for at være helt ærlig, tager høvlen frem og skærer ned på byrderne fra selve EU-reguleringen. Starten på det var, at et bredt flertal i folketinget i april udskød bæredygtighedsrapporteringen for op mod 2.000 virksomheder med to år,« siger Morten Bødskov. 

Erhvervsministeriet præsenterede kort før sommerferien en redegørelse om udviklingen i de byrder, som dansk og europæisk lovgivning påfører virksomhederne. 

Redegørelsen viste, at erhvervslivet blev pålagt ekstra byrder for 9,9 milliarder kroner alene i 2024, især som en konsekvens af bæredygtighedsrapporteringen. EU-reguleringen udgjorde 9,7 milliarder kroner eller knap 98 procent af de nye byrder, omend det naturligvis hører med til historien, at den danske regering oftest har støttet og stemt for den lovgivning, som rammer Danmark fra EU.

Dansk Industri (DI) hilser naturligvis indholdet i dokumentet fra Polen, Danmark og Cypern velkommen, men rejser samtidig en advarende pegefinger.

Går regeringen langt nok?

»Byrderne på erhvervslivet er et reelt problem. Det er godt, at vi går fra skåltaler om byrder og bureaukrati til, at vi indser, at det er et alvorligt problem,« siger Emil Fannike Kiær, som er erhvervs- og medlemsdirektør i DI.

»Skal man være kritisk over for indholdet af papiret, så er det, at det igen er hensigter og erklæringer. Det, der er brug for, er, at der handles i forhold til den konkrete lovgivning. Det er også det, der er svært politisk,« siger Emil Fannike Kiær, som slår fast, at det er et vigtigt fremskridt, at der bliver udarbejdet bedre konsekvensberegninger af EU-lovgivning. 

En ny metode, som skal kaste lys over, hvordan konsekvenserne for forbrugere og virksomheder af dyr EU-regulering, er altså ifølge erhvervsorganisationen et fremskridt. 

Men allerede her kan debatten starte om, hvorvidt Bødskov og den danske regering går tilstrækkelig langt.

I en høring i Europa-Parlamentet tirsdag sagde Morten Bødskov, at han støtter forenkling, men ikke deregulering. Kernen i det synspunkt er, at eksempelvis bæredygtighedsreguleringen og dataforordningen ikke skal fjernes, men blot forenkles. I praksis kan det imidlertid være svært at sige, hvornår noget er forenkling og noget er deregulering. 

Christian Frigast, som både er formand for kapitalfonden Axcel, formand for Erhvervslivets Tænketank, og som var formand for regeringsarbejdet med at forenkle erhvervsstøtten, efterlyser stærkere sammenhæng mellem EUs mål og EUs lovgivning:

»Nye regler skal ikke kompromittere EUs overordnede strategiske prioriteter, såsom at styrke europæisk konkurrenceevne. Hvis de gør, må de genovervejes,« mener Frigast.

I sidste uge præsenterede den organisation, der fastsætter antallet af bæredygtighedsmål, som virksomhederne skal rapportere om i deres regnskaber, deres forslag til en revision af CSRD. Oplægget er at skære cirka 66 procent i de over 1.100 datapunkter, som virksomhederne har skullet rapportere om i deres regnskaber. 

»Jeg ser udspillet som forventet – og i den positive ende – i forhold til den markante frasortering og i forhold til mere fokus på koblingen til forretningen. Jeg forventede, at reduktionen ville blive i stil med erhvervsministerens anbefaling til EU om at reducere antallet af datapunkter med 50-75 procent,« siger Christina Kjær, forskningschef i Erhvervslivet Tænketank, som har fulgt arbejdet med udrulningen af bæredygtighedsrapporteringen tæt.

Ministerens budskab om at stå fast på simplificering frem for deregulering må på den måde fortolkes som delvis ideologisk. Alligevel er ministeren under angreb.

Henrik Dahl (LA), som er medlem af Europa-Parlamentet for Liberal Alliance, er ligesom Dansk Industri meget tilfreds med, at det danske EU-formandskab har til hensigt at reducere bureaukrati og bøvl for virksomhederne.

Derfor undrer det Henrik Dahl, at den danske regering mener, at det direktiv, som fra 2028 eller 2029 skal sikre, at virksomhederne ikke bare rapporterer om bæredygtighed, men også forbedrer sig, skal fredes. Direktivet med den indviklede forkortelse CSDDD ønsker både den tyske og franske regering at droppe, men altså ikke Danmark.

»Direktivet, sammen med øvrige rapporteringskrav og krav om tidsregistrering, vurderes at kunne koste Danmark op mod 30 milliarder kroner i BNP årligt fra 2030. Så mit spørgsmål er: Hvorfor ønsker regeringen at frede CSDDD?« siger Henrik Dahl.

»Generelt har regeringen, i mine øjne, sået meget tvivl om, hvor ambitiøs den egentlig vil være på det her område. For før formandskabet sagde Marie Bjerre, at den ville deregulere. I dag hører vi Bødskov understrege, at der blot er tale om simplificering af de eksisterende regler. Det er ikke ligefrem klar tale på så vigtigt et spørgsmål,« siger Henrik Dahl.

Erhvervsminister Morten Bødskov svarer Henrik Dahl, at CSDDD ikke er trådt i kraft endnu, men først træder i kraft om nogle år.

»Vi kommer til at simplificere det. CSDDD-direktivet er ikke undtaget fra debat. Vi må omvendt huske, at vi gerne vil have ansvarlige virksomheder. Men det skal være mere simpelt og mindre i omfang, ligesom vi skal tænke hele arbejdet langt mere digitalt,« siger Morten Bødskov, som slår fast, at der skal ryddes op, men at alt ikke skal rives op fra rode.

»Min pointe er alene den, at simplificering ikke er deregulering. Jeg mener, at målet om, at vi har ansvarlige virksomheder, som tager lønmodtager-, arbejdsgiver- og menneskerettigheder alvorligt, er værd at fastholde. Det er vigtigt, at vi har virksomheder, som vil i front. Det, der er kernen i mit arbejde, er vejen til at nå målene. Det skal være meget lettere at håndtere,« siger ministeren.

Det har traditionelt været en del billigere at tanke for de bilejere, hvis bil kører på diesel i modsætning til dem, der kører på benzin.

Men sådan er det ikke lige nu, hvor listeprisen på de to typer brændstof er stort set ens.

Hos Circle K skal man tirsdag som udgangspunkt betale 13,39 kroner for en liter benzin, mens diesel med en pumpepris på 13,19 kun er 20 øre billigere.

Det er ret usædvanligt, fortæller Peter Rasmussen, der er brændstof- og energiekspert hos Circle K.

Godt nok var diesel kortvarigt dyrere end benzin i begyndelsen af året, men ellers skal vi tilbage til 2008 for at se en lignende situation.

En af forklaringerne er, at dieselafgiften fik et pænt nøk opad på lige knap en krone ved nytårstid, men ellers handler meget om udbud og efterspørgsel.

I den forbindelse er der ifølge Peter Rasmussen to faktorer, der har haft særlig betydning.

- I USA har vi lige nu det, der hedder "driving season", hvor amerikanerne traditionelt bruger meget benzin og dermed presser prisen op.

- Men i denne sommer er forbrugertilliden i USA meget lav på grund af alle de ting, der foregår politisk, og det påvirker tilsyneladende forbruget, og det sætter sig i priserne, siger han.

Den anden faktor handler om Putin og krigen i Rusland.

- I forsøget på at gøre os mindre afhængige af russisk gas er man nogle steder i Europa gået over til at bruge fyringsolie, som er et dieselprodukt, til at producere strøm og varme med.

- Det har øget efterspørgslen på diesel og dermed også øget prisen, siger Peter Rasmussen.

Han forventer, at diesel fortsat vil være billigere end benzin fremover, men det er ikke en naturlov, at det forbliver sådan.

- Når produktet kommer ud af raffinaderiet, så er diesel faktisk dyrere end benzin.

- Men i takt med, at der kommer flere elbiler i persontrafikken herhjemme og i Europa, så forventer vi, at efterspørgslen på benzin vil falde, samtidig med at den tunge trafik fortsæt vil være en motor for efterspørgslen på olie.

- Og så er der selvfølgelig en joker i form af afgiftssystemer, som kan trække priserne den ene og den anden vej i fremtiden, siger han.

/ritzau/

Da Danmarks Nationalbank i 2020 gik i gang med at renovere det ikoniske hovedsæde i Havnegade, var det vurderingen, at det ville koste 1,5 milliarder kroner.

I den seneste opdatering fra sidste efterår er prisen nu oppe på over tre milliarder kroner, og Nationalbanken vurderer selv, at den endelige pris kan blive »højere end det nuværende overslag.«

Den eksploderende pris på renoveringen er, hvad der sker, når man åbner en gammel bygning og finder alle mulige dårligdomme, som man ikke kendte til på forhånd. Ingen har krævet nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsens hoved på et fad for budgetoverskridelsen, selvom det er penge, der ellers ville være endt i statskassen. 

Sådan er det ikke i Washington.

Her spiller den igangværende renovering af den amerikanske centralbank – Federal Reserves – hovedsæde på Constitution Avenue pludselig en hovedrolle i det spegede spil, der handler om Trumps forsøg på at få centralbanken til at sætte renten ned.

Prislappen på renoveringen er indtil videre på 2,5 milliarder dollar – 16 milliarder kroner – men ingen ved, hvor det ender. Bygningen er nedslidt og har et virkelig ubehageligt arbejdsmiljø for de helt almindelige ansatte.

Powells hoved på et fad

Hovedpersonerne i dramaet er chefen for Federal Reserve, Jerome Powell – og så naturligvis Trump selv.

Trump mener, at den officielle rente i USA bør ligge på mellem et og to procent i stedet for den nuværende 4,5 procent. »Too-late«-Powell er det pæne øgenavn, som Trump har sendt efter Powell. Dum, hadsk og upatriotisk er andre. 

Trump flirtede i foråret med at fyre Powell, hvilket gav store bølgeskvulp i de finansielle markeder og sendte dollaren på en rutsjetur. Men kan Trump overhovedet fyre Powell?

Powell blev nomineret af Trump i 2017 og godkendt af Senatet. På den måde er han i samme båd som mange andre ledende medarbejdere i den amerikanske statsadministration, som Trump allerede har fyret.

Højesteret gav i juni Trump lov til at gennemføre fyringerne i råd og styrelser, men tilføjede samtidig en bemærkning om, at Federal Reserve var i en kategori for sig. Dermed følger det nuværende konservative flertal på spørgsmålet om Federal Reserves status den retspraksis, der har været gældende siden 1930erne.

Men Powell kan fyres. Ikke på grund af uenighed om renten, men på grund af, hvad der i lovgivningen kaldes »for cause«. Altså af en »gyldig grund«, hvilket ikke er veldefineret, men som et eller andet sted handler om at tage af kassen eller lignende alvorlige forseelser.

Her kommer renoveringen ind i billedet.

For har centralbanken fulgt alle forskrifter? Og har Powell bevidst talt usandt over for Kongressen?

Powell har nu bedt centralbankens tilsynsmyndighed om at gennemgå sagen.

Løgneren kalder andre løgnere

Det ville være komisk, hvis det ikke var så alvorligt, at en præsident og hans fodfolk, der stort set hver dag lyver om alt, forsøger at gøre det »for cause«, hvis Powell har talt usandt.

Amerikanske jurister mener ikke, at den aktuelle sag kan anvendes som fyringsgrund. Fordi en konstrueret fyringssag med et klart politisk sigte vil blive smidt ud i retten. Men hvis sagen først ender i retten, har Trump sådan set allerede opnået det, han ønsker.

Det bedste vil være – set fra Trumps side – hvis Powell kaster håndklædet i ringen og trækker sig, før embedsperioden udløber til maj. Men samtidig kan der bygges en sag, der måske ikke direkte kan bruges til en fyring, men som i det mindste vil gøre det giftigt for republikanerne i Kongressen at støtte Powell.

En af Powells normalt største kritikere er den venstreorienterede demokrat Elizabeth Warren, senator fra Massachusetts, der lige nu forsvarer hans embede med næb og klør. Mens republikanske lovgivere enten spiller Trumps sange og har fremført udokumenterede påstande om »woke« tiltag i ombygningen – såsom en tagterrasse med bistader. Eller forholder sig stille.

Trumps problem er naturligvis, at de finansielle markeder udmærket godt ved, hvad det er, han forsøger at gøre. Hvis Powell tvinges væk, vil Trump indsætte en chef for direktionen, der vil sætte renten markant ned. Og kan Powell tvinges væk, kan de øvrige forsigtige direktionsmedlemmer også tvinges væk.

Det vil også markere enden på Federal Reserve som en uafhængig institution, hvilket jo er præcis, hvad Trump ønsker. Men det vil også afslutte æraen, hvor dollaren havde en særlig rolle i det globale finansielle system. For hvis centralbanken bare bliver præsidentens forlængede arm og ikke uafhængig i sin rentepolitik, vil dollaren ikke længere være en sikker havn.

Derfor vil dollaren også falde massivt i værdi, ligesom der kan komme brandudsalg af amerikanske statsobligationer.

»The Apprentice« – live

Alt dette er finansminister Scott Bessent meget bevidst om. Derfor var det også ham, der i foråret åbent advarede Trump mod at blive ved med at tale om en fyring. 

Men handelsrådgiveren Peter Navarro og Trumps cheføkonom, Kevin Hassett, har skruet markant op for retorikken i de seneste uger. De er de to, der har ansvaret for toldmuren – og som siden april har lovet, at det i morgen vil vælte ud med handelsaftaler.

Det hører også med til historien, at Hassett åbent forsøger at køre sig selv i stilling som ny centralbankchef. Det er et spil, hvor kandidaterne helt efter Trumps hoved kæmper om hans gunst i medierne. Jo mere man kan tale Trump efter munden og bevise sin ubetingede loyalitet, desto bedre.

Derfor er letvægteren Hassett et bud. Andre kandidater, som det tidligere direktionsmedlem i Federal Reserve Kevin Warsh eller det nuværende direktionsmedlem Michelle Bowman, kan sagtens vise sig at være alt for uafhængige i forhold til, hvad det er Trump vil opnå.

Trump er stadig rasende over, at republikanerne i Kongressen fik ham til at vælge den traditionelt konservative Powell. Powell og en gruppe af republikanske senatorer fik også i første embedsperiode forpurret nogle af Trumps ekstreme nomineringer til direktionen. Nu vil Trump have sin vilje.

Vi har langtfra hørt det sidste i opgøret mellem en præsident, der vil have uindskrænket magt og en centralbankchef, der er den sidste uafhængige magtbastion i Washington. 

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Hver morgen omkring klokken 7:30 drejer Ib Andersen ned ad den blinde vej i industrikvarteret i Lille Skensved og parkerer bilen.

Han kunne være gået på pension for mange år siden, men vælger alligevel hver dag at stå op og gå på arbejde.

Når den første kop kaffe er skænket i maskinen på kontoret, går Ib Andersen en tur ud til smedene.

Han skal sige godmorgen til sin gamle ven Lars Horn, hvis fingre allerede er sorte efter at have svejset siden klokken fire om natten.

De udveksler en vittighed, måske to, griner lidt og ønsker hinanden en god dag, inden de vender tilbage til arbejdet.

På overfladen kan mødet virke rutinepræget og ubetydeligt.

Måske fordi det har gentaget sig næsten hver morgen i et halvt århundrede. Til gengæld er det afgørende for de to mænds livskvalitet.

Både 74-årige Ib Andersen og Lars Horn på 67 kunne for længst være gået på pension, men det har aldrig været en overvejelse, fortæller de.

Tværtimod er det vigtigt for dem at blive ved med at arbejde, så længe helbredet kan følge med.

Det handler om at holde sig i gang og om at have en mening med tilværelsen. Men det mest afgørende er samværet med kollegerne.

»Det giver overskud. Jeg har ikke lyst til at tulle rundt derhjemme. Jeg vil ikke undvære det sociale,« siger Lars Horn. Ib Andersen nikker og supplerer:

»Stemningen og sammenholdet betyder meget, især at møde ind hver dag og tale med Lars.«

Den joviale stemning får i et kort øjeblik et strejf af noget dybere, da Lars Horn reagerer ved at klappe Ib Andersen på låret, se ham i øjnene og konstatere:

»Vi har kendt hinanden i 50 år, du.«

150 års erfaring

Ib Andersen og Lars Horn er ikke som de fleste andre, men de er heller ikke unikke.

På Christiansborg skændes politikerne om, at pensionsalderen er for høj, og hvem der skal have ret til at trække sig endnu tidligere.

Men ude i virkeligheden arbejder flere og flere danskere efter pensionsalderen, hvilket Berlingske sætter fokus på i en artikelserie hen over sommeren.

Det gælder ikke kun for akademikere med flydende arbejdstider og smarte hæve-sænkeborde. Tendensen ses på tværs af brancher, køn og geografi.

Således også hos KN Energy Group i Lille Skensved, som ud over Lars Horn og Ib Andersen har adskillige seniorer ansat – den ældste er 76 år.

Tom Juul Pedersen er virksomhedens kvalitets- og sikkerhedschef, ligesom han har ansvaret for de omkring 45 ansatte.

Det er ikke nemt, for kvalificerede smede hænger ikke på træerne. Derfor er halvdelen af de timelønnede polakker, mens en stor del af danskerne er tæt på eller over pensionsalderen.

Og selvom det går bedre end tidligere med at finde unge lærlinge, er virksomheden stadig dybt afhængige af de erfarne kræfter.

»Hvis de stopper, mister vi mere end 150 års erfaring på én gang. Det vil gøre ondt,« siger Tom Juul Pedersen.

For at holde på seniorerne tilbyder Tom Juul Pedersen stor fleksibilitet.

»Vi tilpasser produktionen, så Lars og de andre kan få deres liv til at gå op. De har også hobbyer, der kræver tid,« siger chefen.

Hvad er din hobby, Lars?

»Jeg spiller golf. Det er derfor, jeg møder ind klokken fire. Så kan jeg være færdig til middag og nå ud at spille bagefter,« svarer smeden.

»Det tynde øl«

Fleksibiliteten er også afgørende for Ib Andersen, der i modsætning til Lars Horn bruger det meste af sin dag bag et skrivebord.

Han ejede i mange år sin egen virksomhed, indtil den i 2015 blev opkøbt af konkurrenten Kurt Nielsen, stifteren af KN Energy Group.

En del af købsaftalen var, at Ib Andersen skulle fortsætte i virksomheden i tre år for at integrere sine kunder og medarbejdere – heriblandt Lars Horn.

»Jeg kom med som det tynde øl,« bemærker smeden.

Ti år senere er de der stadig.

Ib Andersen som kørende sælger med fast kontorplads og Lars Horn med sit eget lille værksted i en større produktionshal.

»Jeg er blevet hængende, fordi jeg godt kan lide mit arbejde og at være her. Vores ledelse lytter til os og tager hensyn til vores behov,« siger Ib Andersen:

»Jeg spiller ikke golf, men jeg kan holde al den ferie, jeg vil.«

Det kræver dog en vigtig ingrediens at få det hele til at hænge sammen, påpeger Tom Juul Pedersen.

»Vi har gensidig respekt for hinanden. Og det er nødvendigt.«

En overset succeshistorie

Ikke alle virksomheder er dog lige gode til at tilbyde den nødvendige fleksibilitet, erkender direktør for erhvervsorganisationen TEKNIQ Troels Blicher Danielsen.

Men det er og bliver i stigende grad et konkurrenceparameter, hvis man vil klare sig i de kommende år.

»Der mangler kvalificeret faglært arbejdskraft på det tekniske område, og det er begrænset, hvad man kan hente i udlandet,« fortæller han:

»De, der kan tilbyde de bedste arbejdsbetingelser, kan få og fastholde de bedste medarbejdere.«

TEKNIQ-direktøren henviser til en ny undersøgelse blandt erhvervsorganisationens medlemmer.

Den viser, at hver anden virksomhed i det tekniske erhvervsliv har seniorer ansat.

Ifølge Troels Blicher Danielsen er det en overset succeshistorie – både for virksomhederne og seniorerne og ikke mindst for samfundsøkonomien.

»Andelen af ældre kommer til at stige markant i de kommende år, og udfordringen bliver mindre af, at flere af dem bliver ved med at arbejde. Men det får alt for lidt opmærksomhed, hvilket er ærgerligt.«

Hvorfor er det tilfældet, tror du?

»Fordi politikerne har travlt med at tale om dem, det er synd for, og dermed overser de kernetropperne i velfærdsstaten. Det er dem, der står op hver morgen, spiser en rugbrødsmad og tager på arbejde,« siger Troels Blicher Danielsen.

Så længe vi kan

Lars Horn føler sig heller ikke speciel, fordi han har valgt at arbejde efter pensionsalderen. Og den politiske debat giver han ikke meget for.

»Der er mange mennesker over pensionsalderen, som er i god form og glade for deres arbejde. Hvorfor skulle de stoppe? Pension er jo bare et ord, alder er bare et tal. Man kan sagtens arbejde videre, hvis man vil,« siger han.

Er der økonomiske årsager til din beslutning om at fortsætte?

»Nej. Nej, det handler slet ikke om det,« siger Lars Horn og fortsætter:

»Det er kun mit helbred, der kan stoppe mig. Men det fejler sådan set ikke en skid. Så længe jeg kan svinge benene ud af sengen om morgenen, vil jeg helst afsted.«

Salget af virksomheden gjorde Ib Andersen økonomisk uafhængig, så også han afviser, at det handler om penge.

»Det er bare ikke noget for mig at gå derhjemme og vente på avisen. Jeg er ikke nedslidt, så jeg kan ikke se nogen grund til at stoppe.«

På trods af sine 74 år har Ib Andersen ikke sat en slutdato på karrieren.

Han vil gerne blive hos KN Energy Group, så længe kroppen kan holde til det, og så længe virksomheden kan bruge ham.

»Når man er gift, er det besværligt at skulle være hjemme hver dag lige pludselig. Det prøvede min kone og jeg under coronakrisen, og det har ingen af os lyst til at gentage,« siger Ib Andersen.

Det er ikke den eneste gang i løbet af Berlingskes besøg, at han får Lars Horn til at grine højt. Men de fleste vittigheder egner sig bedre til værkstedet end avisens spalter.

Vivino er med egne ord verdens største onlinevinmarked. Virksomheden er især kendt for, at man med et snuptag i lommen kan finde virksomhedens app frem og scanne den vin i supermarkedet, man overvejer at købe.

Men desværre for folkene bag genererer virksomheden ikke overskud endnu. Sidste år bogførte Vivino ApS et underskud på cirka 27 millioner.

Det var dog en markant forbedring i forhold til året før, hvor virksomheden blødte knap 65 millioner kroner.

Og måske netop derfor har rigmanden Klaus Eldrup-Jørgensen nu fået øjnene op for den danske forretning, som beskæftiger 300 mennesker på verdensplan.

Han har således oprettet selskabet Caveau ApS sammen med sin partner Mads Munkholt Ditlevsen, og de to vil nu investere 100 millioner kroner i Vivino, skriver Finans.

»Vivino har et fantastisk godt brand og produkt. Den strategi, der er lagt nu, ser rigtig fornuftig ud. Derfor synes jeg, at det er et godt tidspunkt at investere i selskabet nu,« siger Klaus Eldrup-Jørgensen til mediet.

Klaus Eldrup-Jørgensen er ifølge Økonomisk Ugebrev Danmarks 36. rigeste, og han havde i 2024 en formue på 5,6 milliarder.

Selv ejer han lagt størstedelen af det selskab, som nu vil investere i Vivino, der i 2024 havde en negativ egenkapital på næsten 380 millioner.

Rigmanden er især kendt for sammen med sin bror at stå bag virksomheden Trackman med sin bror Morten Eldrup-Jørgensen. Virksomheden, som sidste år tjente 417 millioner kroner, står bag et radarsystem, der primært bruges til golf.

USA's inflation landede i juni på 2,7 procent - en stigning fra 2,4 procent måneden forinden.

Det fremgår af en opgørelse fra det amerikanske beskæftigelsesministerium.

Også kerneinflationen, hvor fødevare- og energipriser fraregnes, var lidt højere i juni. I maj var den på 2,8 procent og steg til 2,9 procent i juni.

Spørger man Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), vil landets inflation komme til at "tage yderligere til i styrke i løbet af efteråret".

- Høj told og svækkelsen af dollaren gør alle importerede produkter dyrere, og det vil sætte sig i priserne hos de amerikanske forbrugere.

- Dertil kommer, at udvisningen af emigranter og ufinansierede skattelettelser vil øge presset på arbejdsmarkedet og økonomien, hvilket også vil øge inflationen, siger han i en kommentar.

Det var tilbage i foråret, at USA's præsident, Donald Trump, i første omgang meddelte sin lange række af forhøjede toldsatser mod verdens lande.

Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet.

Siden Trumps første melding har fulgt en byge af forskellige udmeldinger, mens lande har forhandlet med USA i forsøget på at nå frem til aftaler, hvor man kunne undgå de højeste toldsatser.

For nylig meddelte Trump, at han ville indføre 30 procent told på varer fra EU fra 1. august, hvis ikke der bliver indgået en aftale.

Ligesom Allan Søren vurderer seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank, at vi kigger ind i yderligere amerikanske prisstigninger.

Han vurderer, at inflationen igen kan komme til at krydse tre procent.

- Usikkerheden er dog stor, da det kommer til at afhænge meget af, hvor høj tolden ender med at blive, og hvor meget der bliver videregivet til forbrugerne, siger han i en kommentar.

Den amerikanske centralbank, Fed, holder rentemøde om et par uger.

Hverken Allan Sørensen eller Mathias Dollerup Sproegel forventer, at Fed vil sætte renten ned - begge peger blandt andet på inflationen.

- Så længe der hersker usikkerhed omkring toldens effekt på inflationen og økonomien, kommer centralbankcheferne ikke til at røre ved renten, siger Sprogel.

Fra Allan Sørensen lyder det, at en amerikansk rentesænkning først bliver aktuel i efteråret.

/ritzau/

Så gik den ikke længere. I de seneste måneder har tal for amerikansk økonomi trodset frygten for, at Trumps angreb på alt og alle ville udløse en recession i amerikansk økonomi.

Ikke mindst har det undret, at toldmuren fra foråret har været usynlig i inflationstallene. Men nu begynder den at stikke næsen frem. Ikke i et voldsomt udbrud, men dog alligevel.

I juni steg USAs inflation fra 2,4 til 2,7 procent. Det var ikke uventet, men i de foregående måneder har inflationen været lavere end forventet. 

Samtidig var det den højeste månedlige stigningstakt siden januar. Hvad der gør ekstra ondt i oplevelsen af inflation, så steg priserne på benzin og elektricitet kraftigt i juni, hvilket kommer præcis på det tidspunkt, hvor amerikanerne hopper på landevejene – og tænder for klimaanlæggene. 

Selvom der på ingen måde var tale om et dramatisk hop i priserne, er inflationen et af de allervigtigste pejlemærker for Trumps økonomiske politik. Og stigende inflation har Trump ikke brug for. 

Det var inflationen, der fik Trump valgt i november. Det er frygten for et nyt udbrud af inflation, der har fået den amerikanske centralbank til at trykke på pauseknappen.

Renten er blevet holdt i ro siden december, selvom inflationen hidtil har ligget i nærheden af det blødt formulerede mål på omkring to procent. Der er rentemøde igen om to uger, og her er der et massivt politisk pres på centralbanken for at sætte renten ned.

Lige nu har ingen et fast greb om, hvordan den amerikanske økonomi har det.

Arbejdsmarkedet bliver ved med at udvise større styrke, end mange analytikere havde troet. Det er ikke kun pæn månedlig jobskabelse, men antallet af ledige stillinger har også holdt sig på et forhøjet niveau, hvilket normalt peger mod flere nye job forude.

På den anden side er der stor nervøsitet blandt forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder. Det er her i den amerikanske »mittelstand«, at toldmuren rammer hårdest, og hvor deportationen af tusindvis af ansatte uden orden i papirerne også begynder at bide. Det er også her, at ni ud af ti nye job skabes.

Men vi har endnu ikke set en ændring i forbrugsmønstre eller i virksomhedernes ansættelser og investeringer, der matcher sindsstemningen. Forbrugernes forventning til inflationen om et år nåede i maj op på 6,6 procent, hvilket er det højeste niveau siden 1981. Den faldt i juni, hvor dramaet om handelskrigene aftog. Men kan eksplodere igen.

Trump skaber inflation

For hvad sker der egentlig med de priser, som amerikanerne møder i deres hverdag?

Selvom inflationen har været lavere end frygtet, er der en nagende underliggende frygt for, at den kan eksplodere. På et tidspunkt.

For alt, hvad Donald Trump har foretaget sig, skaber mere inflation.

Der er selve toldmuren. Den gennemsnitlige toldsats på varer er ifølge den uafhængige tænketank Tax Foundation på 17 procent, hvilket er det højeste i hundrede år. Men toldkrigen og Trumps bølleadfærd i øvrigt har også ramt dollaren. Den er faldet med ti procent over for en bred kurv af valutaer, bare siden årsskiftet.

Tilsammen burde det hæve prisen på importerede varer på 15 til 20 procent i gennemsnit. Det er bare ikke sket indtil videre.

Trumps annoncering af 30 procent told på tomater fra Mexico i denne uge bør i løbet af august kunne føles direkte i USAs grøntafdelinger. For målet med tolden er at få amerikansk produktion i vejret, og det sker kun, hvis prisen på tomater i butikkerne stiger med op mod 30 procent. Akkurat i øvrigt ligesom 50 procent told på kobber. Kobberprisen føles bare ikke direkte af forbrugerne.

Indfangningen af illegale indvandrere sker nu primært på arbejdspladser, hvilket var helt forventeligt – det er her, at man finder dem samlet i større antal. Det har medført, at mange andre ikke tør gå på arbejde. Og dermed er manglen på arbejdskraft begyndt at blive et tema i ikke mindst det sæsonprægede landbrug.

Man får ikke en bistandsklient i West Virginia til at rejse til Californien for at plukke jordbær.

Men virksomheder over hele USA leder nu desperat efter ny arbejdskraft dér, hvor de illegale er blevet indfanget. Du kan kun tiltrække nye ved at tilbyde højere lønninger. Det er heller ikke dukket op i statistikken indtil nu. For usikkerheden om fremtiden giver faktisk andre arbejdsgivere bedre kort på hånden i lønforhandlinger.

Lovpakken, som Trump har døbt »stor og smuk«, vil i de kommende år fratage op mod 17 millioner amerikanere sundhedsdækningen. Men den er skruet sådan sammen, at skattelettelserne ruller ud, før besparelserne rammer. Tilsammen er det store, ufinansierede skattelettelser, der på papiret vil give et løft til købekraften her og nu.

Hvis forbrugerne med lavindkomst har gennemskuet, at de selv kommer til at betale for deres skattelettelser, vil de spare pengene op. Hvis ikke, vil det blive omsat i mere forbrug – eller i det mindste vil det modvirke tabet af købekraft fra toldmuren.

Udsigterne for inflationen – og den økonomiske vækst – er dermed ekstremt usikre.

Centralbank under stort pres

Smid så oveni, at Trump i realiteten har annonceret en endnu højere toldmur de seneste dage end tilbage i april. Chefen for den regionale centralbank i Chicago, Austan Goolsbee, kommenterede i sidste uge, at Trumps nye udmeldinger har gjort inflationsudsigterne endnu mere usikre, hvilket kan forsinke en kommende rentenedsættelse.

For den amerikanske centralbank er dilemmaet dermed intakt. Men den stigende inflation i juni leverer dog et figenblad, der kan bruges som argument for at fastholde renten på 4,5 procent på mødet om to uger. Det er også, hvad de finansielle markeder nu indpriser.

Vi ved også, hvad det betyder: Flere vredesudbrud fra Det Hvide Hus og Trumps nærmeste rådgivere, der beskylder chefen for Federal Reserve for at være for langsom med at sætte renten ned. Men det er sådan set Trump selv, der er skyld i langsommeligheden. 

Ikke kun ved alt, hvad han gør. Når de selvsamme rådgivere gang på gang fremfører, at alt er godt i amerikansk økonomi, fjerner de samtidig det vigtigste argument for en rentenedsættelse. Nemlig at Trump gør skade.

Trumps cheføkonom, Kevin Hassett, der har rollen som regeringens »komiske Ali« med sine mange alternative virkelighedsvurderinger, mener, at »der er en masse patriotisme« i inflationstallene. At Trump har fået folk til at købe amerikansk, hvilket så skulle betyde, at efterspørgslen efter og priserne på importerede varer er faldet.

I virkeligheden er de amerikanske forbrugere ret gennemskuelige: Det skal være så billigt som muligt, for de har ikke råd til andet. Ligegyldigt hvor varerne kommer fra.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør